Solsikkeprogrammet

Colitis-Crohn Foreningen har indgået et samarbejde med Solsikkeprogrammet om 2022 toiletkortet. Det betyder, at du vil se et Solsikkesymbol på kortet.

På Colitis-Crohn Foreningens toiletkort 2022 vil der være en lille, men markant ændring.
Du vil nemlig kunne se en lille solsikke på dit kort.
Solsikken stammer fra Solsikkeprogrammet og indikerer, at man kan have brug for ekstra hjælp, tålmodighed og støtte, og kan vises, når man ønsker at gøre sit usynlige handicap synligt.

Solsikkeprogrammet har i den seneste tid vundet indpas flere steder i samfundet. I transportsektoren er fx Movia, Arriva og Metroselskabet blevet en del af Solsikkeprogrammet.
Det betyder, at de træner deres medarbejdere, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder, og hvordan man bedst møder en person med et usynligt handicap.
Flere kulturinstitutioner som fx Legoland, Tivoli, Louisiana og Smukfest er også kommet med ombord.

Solsikkeprogrammet giver ingen egentlige fordele, men mange fortæller, at at de føler sig mere trygge, end før de gik med Solsikkesnoren.

Du kan både få Solsikkesnor og toiletkort
Udover at samarbejde med Solsikkeprogrammet om toiletkortet, har Colitis-Crohn Foreningen også købt Solsikkesnore hjem som kan købes i webshoppen på CCFs hjemmeside.

Solsikkeprogrammet og Colitis-Crohn Foreningen glæder sig over samarbejdet, og håber det vil bidrage til, at du ikke behøver at forklare dig, når du skal skynde dig på toilettet.
Du kan også bruge Solsikkesnoren som en dialog skaber, hvis folk omkring dig ikke forstår dine behov.

Hvad er Solsikkeprogrammet?
Solsikken blev skabt i Gatwick Lufthavn i 2016 sammen med forskellige handicap organisationer. Ønsket var at sikre lige tilgængelighed til det at rejse, for personer med usynlige handicap. Solsikken blev hurtigt ekstremt populær blandt brugerne. I løbet af kort tid havde alle lufthavne i Storbritannien indført Solsikken, den spredte sig til andre brancher og begyndte også at sprede sig internationalt.