Patienternes stemme i sundhedsvæsenet er i centrum i et nyt interview fra Vælg Klogt.
Her skal erfaringer, præferencer og hverdagsliv indgå i beslutninger om behandlinger og undersøgelser.
I Colitis-Crohn Foreningen arbejder vi hver dag for, at vores medlemmers stemmer får indflydelse.
Derfor deltager vi aktivt i Vælg Klogt – et uafhængigt samarbejde mellem patientforeninger og sundhedsfaglige. Målet er at fjerne det, der ikke gavner patienterne.
Tre patientforeninger med ved bordet
I interviewet deler vores næstformand Benthe Bertelsen sine erfaringer sammen med Michael Buksti, direktør i Nyreforeningen, og Helen Bernt Andersen, formand i Kræftens Bekæmpelse. De repræsenterer tusindvis af patienter og pårørende. Sammen peger de på, hvorfor patientperspektivet er afgørende i arbejdet med Vælg Klogt.
Benthe Bertelsen, CCF næstformand siger:
“Patientforeningerne er de bedste talerør for patienterne.
Vi har dialogen med dem om erfaringer, oplevelser og hvad der betyder noget for dem i deres sygdomsforløb og i kontakten med sundhedsvæsenet.
Og i Vælg Klogt bliver patienternes stemmer ikke bare hørt – de er med til at forme arbejdet.”
Derfor er patientperspektivet vigtigt
For os i Colitis-Crohn Foreningen er det centralt, at patientperspektivet har reel indflydelse i prioriteringer i sundhedsvæsenet.
Det kan øge kvaliteten i behandlinger, mindske unødvendige indsatser og styrke tilliden til de valg, der træffes.
Vi bakker op om samarbejdet, fordi:
- Patienternes stemmer får reel indflydelse
- Processen er åben og gennemsigtig
- Fokus er på, hvad der er til gavn for patienterne
Læs hele interviewet med Benthe Bertelsen (Colitis-Crohn Foreningen), Michael Buksti (Nyreforeningen) og Helen Bernt Andersen (Kræftens Bekæmpelse) her:
Patienternes stemme er afgørende for kloge valg i sundhedsvæsenet.

Foto: Vælg Klogt – fra venstre Michael Buksti (Nyreforeningen), Benthe Bertelsen (Colitis-Crohn Foreningen) og Helen Bernt Andersen (Kræftens Bekæmpelse)



