Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen for mennesker med kroniske sygdomme?
Det spørgsmål var i centrum, da Indenrigs- og Sundhedsministeriet for nylig inviterede til borgermødet “Et liv med kroniske sygdomme” i Haslev.
Her deltog statsminister Mette Frederiksen, indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde og kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som havde samlet patienter, foreninger og sundhedsaktører til en åben dialog om fremtidens sundhedsvæsen.
Der blev delt stærke patienthistorier fra hjerte-, lunge-, diabetes- og gigtområdet og drøftet, hvordan mennesker med kroniske sygdomme kan få mere sammenhæng, tryghed og individuel støtte i deres behandlingsforløb.
Et centralt tema var de kommende kronikerpakker, der skal sikre lige adgang til personlige behandlingsplaner på tværs af sygdomsområder.
De første pakker for KOL, diabetes og hjerteområdet – forventes klar i starten af 2027.
Et uventet møde i pausen
Vores næstformand Benthe Bertelsen deltog som multisyg patient gennem Danske Patienter.
Under pausen valgte Mette Frederiksen spontant at sætte sig hos Benthe, og de to fik en nærværende samtale om livet som multisyg og om tarmsygdom – en overset folkesygdom, der berører op mod en million danskere på tværs af de tre største tarmområder.
Benthe fortalte om udfordringerne ved kroniske inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), og den ofte debuterer i ungdommen og kan påvirke uddannelse, arbejde og trivsel – men hvor tidlig støtte kan gøre en afgørende forskel.
Hun fremhævede desuden foreningens tætte samarbejde med Det Lægelige Råd og landets tarmlæger, som i flere år har arbejdet målrettet med nye løsninger – bl.a. e-medicin, fleksible behandlingsforløb og reduktion af unødvendige lægebesøg og undersøgelser.
Det er vigtigt, fordi tarmsygdomme er i vækst, samtidig med at patientgruppen er kompleks – både menneskeligt og økonomisk. Derfor arbejder foreningen og lægerne sammen om mulige, og måske endda bedre, løsninger for tarmpatienter, end de nuværende tanker om kronikerpakker kan rumme og tilbyde.

Statsministeren udtrykte både overraskelse over sygdommens udbredelse og anerkendelse af det stærke samarbejde mellem patienter, læger og forskere på området. Dialogen rundede helt naturligt, også det, som vi mange tarmsyge oplever – påmindelsen om at ikke alle sygdomme er synlige – men kan være dybt invaliderende.
Tak for dialogen
Borgermødet i Haslev blev en dag med stærke stemmer, ærlig dialog og håb for fremtiden.
For CCF blev det samtidig en vigtig påmindelse om, at vi fortsat skal arbejde for, at tarmsygdomme får den synlighed, stemme og politiske prioritet, som området fortjener.
“Når politikerne taler om fremtidens sundhedsvæsen, skal tarmsygdomme også have en plads ved bordet.”
Tak til Indenrigs- og Sundhedsministeriet for initiativet og for at skabe rum til den åbne dialog mellem borgere, politikere og patientforeninger.
Tak til Danske Patienter for invitationen og ikke mindst til Mette Frederiksen, der i en travl dag tog sig tid til samtalen.





